Lørdag d. 22 Juli kl. 23:00 – Fem gange brand satte liv i tre gange nul.
Ildløs i Skagen kommune fik Falck til at bruge frivillige hjælper.
En Falck-redder er i gang med at slukke en hedebrand, i dette tilfælde ved Hulsig. Fem gange måtte Falck ud til brand i weekenden, og i fire af tilfældene kunne frivillige hjælpe til med slukningen. |
Mange gange blev der drejet tre gange nul i weekenden, når Falck skulle alarmeres. I fem tilfælde fordi der i Skagen-området var udbrudt brand. Den første brand sved lørdag morgen ved fem-tiden mellem 600-700 kvm. hede og skov af nær Råbjerg Sø. På et par timer havde Falck slukket denne brand, der åd sig langs et brandbælte nær en vej. Takket være frivillige brandfolk fra området, blev ilden bekæmpet med både vand og branddaskere.
Branddaskere
Branddaskerne, der med lidt god vilje kan sige at ligne en gammeldags rive, blev taget i brug allerede klokken 16.15 lørdag eftermiddag. Her blev Falck alarmeret til en brand ved Tranevej i Hulsig.
1.000 kvm. hede brændte
På en nyanlagt ridesti var der -15 meter inde på stien udbrudt brand. Her nåede 1.000 kvm. at brænde, før ilden var slukket. På et tidspunkt sprang ilden over vejen, men netop de frivillige kunne her slukke flammerne med branddaskerne, og på den side af vejen blev kun 15-20 kvm. fortæret af flammerne. Først på aftenen lørdag var der på en eller anden måde brudt brand ud i et de røde fiskerhuse på Vestre Strandvej. Ilden der havde fat i en række fiskegarn, døde ud af sig selv, og branden var dermed ikke den store opgave for Falck.
Ild på Grenen
Weekendens ubetinget hårdest brandopgave bød sig klokken 23.15 lørdag aften. Her betød en brand i hedekrattet på Grenen, at Falck måtte rulle vandslanger ud på en samlet længde af over en kilometer. Igen var frivillige flinke til at hjælpe, når ilden skulle daskes ud. Efter et par timer var branden, der sved 700-800kvm. Hede af, slukket,og Falckfolkene hjemme på stationen igen.
Hulsig-stien
De fik her ro frem til klokken 14.41 søndag eftermiddag, hvor der igen gik en brandalarm ind via tre gange nul. Denne gang var det på Hulsig-stien, at ilden havde fået fat i et hedeområde. Inden branden i løbet af en times tid var slukket, var der her brændt 500-600kvm. Hede. Også i dette tilfælde var forbipasserende flinke til at hjælpe med brandslukningen. I flere tilfælde stod cyklister af cyklerne, og udstyret med førstnævnte branddaskere gik de løs på ilden.
Ingen pyroman
Selv om fem brande kan synes af meget og Falckfolkene har da heller ikke prøvet så mange på så kort tid før er der intet ”mystisk” ved dem. Hverken Falck eller politi mener, at der er tale om en pyroman. Brandene er opstået uafhængigt af hinanden.
Mandag d. 24 juli kl. 12:45 – Pyroman-brand rasede på Hulsig Hede
Kun en storslået indsats fra flere hundrede brandbekæmpere slukkede en brand,
der efter at være sat over jernbanen, også havde kurs mod hovedvej 40
Den største hedebrand i Skagen indenfor mere end 10 år, rasede i går hen over et par kilometer af Hulsig Hede. Alt tyder på, at branden er påsat, for politiets undersøgelser viser, at der samtidig opstod brand to steder med flere hundrede meters mellemrum.
AVISEN var på stedet, da gråbrune røgskyer med nattesort midte osede mod skyerne. Faktisk lignede branden på Hulsig Hede en mavelandet sky, hvis man så den fra Skagen. I udkanten af røgen mindede både røglugt, knitren og dalende aske og gløder dog alle tilstedeværende om, at det var alvor.
Brand meldes 12.41
Det var omkring klokken 14.45. Branden er dog formodentlig startet omkring klokken 12.15-12.30, for meldingen om røg fra heden indløb til politi og Falck klokken 12.41. Og herefter gik det hurtigt med at få brandfolkene ud på heden. De stod straks over for et stort problem -to brande. Vel 1.200 meter nord for enden af Tranevej, var to brande, med 500-600 meters mellemrum, på vej mod jernbanen og hovedvejen, altså på vej mod Skagerrak-siden.
Dernæst fulgte en stor indsats for at få udstyr og mandskab frem til brandstedet. Som beskrevet andetsteds i AVISEN, lykkedes dette til fulde. Men ikke uden problemer.
Lukker hovedvej
Da branden pludselig sprang, og der skulle vand ind fra en anden side, blev det nødvendigt at spære vejen af, fortæller politiets vagthavende, Ole Rygaard, der selv var på heden for at hjælpe. Han siger
Vi var nødt til at lukke for trafikken på hovedvejen, for at få vand frem med de store køretøjer. Med den tætte trafik der ellers var, havde det været umuligt. Vi åbnede først op for trafikken igen, da der var kommet styr på branden.
Stop for toget
Lukningen af hovedvejen fulgte kort efter at Skagensbanen måtte køre igennem flammerne. Passagerer blev klokken 14.30 sat af på Højen station, og befordret videre med bus. En bus nåede igennem, før vejen blev lukket
Rundt om branden på Hulsig Hede, blev den fulft af mange nysgerrige. De kunne se redningsfolk gå rundt som skygger inde røgen. Snart var det dog slut med dramaet, da politiets højtalervogn opfordrede alle til at køre sydpå – væk fra hovedvejen.
Mange frivillige
Imens forsatte traktorer, cementbiler, rendegravere og personbiler med frivillige at strømme til branden. Fra syd kom redningshelikopteren fra Flyvestation Ålborg, og i den kom brandinspektør Tage Øhrberg ind over ilden, og kunne danne sig et overblik over en ellers vanskelig brandslukning.
15 m høje flammer
De efterhånden godt 200 brandfolk og frivillige fik i første omgang bugt med den del af det lange brandbælte, der var nået længst frem hovedvejen. Værst gik til til bagerst, hvor træer og buske stod i flammer. Ilden stod til tider 10-15 meter op i himlen. Alligevel lykkedes det også at få slukket træbranden, da først vandforsyningen for alvor fungerede. Først på aftenen var branden endelig slukket. For Falckfolk CF´ere, militærfolk og andre på stedet, gik der dog fortsat mange timer med at slukke ulmende træstubbe og pludseligt opståede småbrande. Selv i dag forsætter dette arbejde.
Forbandet pyroman
Blandt tilskuerne var der flere, der havde hørt rygtet om, at en pyroman skal være på spil. Forbitrede og hadske var kommentarerne mod denne mystiske person, der ser ud til at stå bag syv brande.
Det ulmer stadig på heden – Men alt er roligt derude, fortæller brandinspektør Tage Øhrberg.
Kortet viser de to brandområder. Den lille brand nederst og nærmest Kattegat, som ikke var så alvorlig, og den store, dramatiske brand, der både tog en del af den offentlige Skagen Klitplantage (øverst) og den private Hulsig Hede (stregen viser grænsen mellem hede og klitplantage). I alt gik godt 200 tønder land op i ild.
Det ulmer stadig i myretuer, mos og lignende på Hulsig Hede efter stor-branden i mandags, og Falck i Skagen har været på heden et par gange for at efterslukke. -Men ellers er alt roligt, og vi kan være glade for, at at der er så vindstille. Det fortæller en træt brandinspektør, Tage Øhrberg, der først nu kan begynde at slappe af og sove roligt om natten. Brandinspektøren var en af de første på brandstedet, da branden mandag ved middagstid brød ud. Han har samlet alle tråde og haft ansvaret for at koordinere slukningsarbejdet og danne sig et overblik over hele situationen.
Nattevagt
Mandag viste uret et par timer efter midnat, inden han kunne tage hjem, og så har fulgt en travl dag med at vurdere skaderne og sørge for, at ilden ikke får fat i heden igen.
Det skulle der ikke være fare for. CF fra Thisted og skovens folk har gået nattevagt to nætter. CF’erne er nu sendt hjem, men skoven har en fast mand på heden med radiokontakt til Falckstationen i Skagen, hvis ilden skulle blusse op igen. Desuden er Falck sat til at gå terrænet igennem et par gange om dagen indtil videre. I går var ved middagstid var der pludselig brug fol mere vand, og så måtte Falck sende en tankvogn til heden.
Trætte Falck-folk
Udrykningsleder Poul Guldbrandt fortæller, at folk fra Falck i Sæby og Sindal har holdt øje med ilden nat. -Vore egne folk er efter hånden ved at være trætte så de er hjemme og sove ud. Og det er der ikke noge at sige til. Tage Øhrberg er fuld af beundring for Falckfolkene og de øvrige brandslukkeres indsats under de dramatiske brand.